Hvad har overrasket jer mest?
To ting: Vi var bange for, at en forandring som denne ville tage lang tid at vænne sig til for medarbejderne, men de har simpelthen taget så positivt og hurtigt imod elcyklerne. Den negative overraskelse er, at vi er rystede over, hvor mange cykler, der bliver stjålet. Vi er også ramt af de professionelle cykeltyve, hvor cyklerne bliver stjålet på ti sekunder og nogle gange i par. Det er en let omsættelig vare, og det er bare drønærgerligt. Vi har fået stjålet ca. 25 cykler i hele perioden, som er på ca. to år.
Og så har vi fundet ud af, at herrecykler for de fleste er en dårlig model, fordi det kan være svært at svinge benet op over cyklen så mange gange om dagen.
Hvad er jeres bedste råd til andre, der skal i gang?
Den ene del er, at man bare skal kaste sig ud i det. Den anden del er, at det er vigtigt at inddrage medarbejderne fra start, så tanken bliver masseret ind, så overgangen ikke kommer som et chok. Det er en god idé at have tillidsfolk og arbejdsmiljørepræsentanter ind over fra start.
Derudover sender det et signal som virksomhed, at man gør noget godt for miljøet. Det vigtigste er, at man vil det, og så skal man ikke gøre det halvt. Når beslutningen er truffet, skal medarbejderne inddrages og udstyret skal være i orden. Hvis du vil have folk til at cykle i al slags vejr, så kræver det fx noget lækkert regntøj. I forhold til at vælge udstyr er det vigtigt at inddrage medarbejderne for at høre, hvad de synes, der er vigtigt.