Her fortæller administrerende direktør, Martin Krøyer, hvordan de arbejder med cykelfremme hos GripGrab.
Hvem er I?
GripGrab ApS. Dansk familieejet brand startet i 2000 af Kristian Krøyer. Vi udvikler cykeltøj og tilbehørsprodukter til cyklister på alle niveauer. Med udgangspunkt i vores skandinaviske rødder er vi dedikerede til én mission - at udvikle de produkter der gør det muligt for cyklister at cykle i al slags vejr. Vi ønsker at flere mennesker oplever glæden ved at cykle – både som transport og motionsform og her spiller det rette udstyr en afgørende rolle – særligt for cyklister i Skandinavien.
Hvad har I gjort?
Cykling er jo rigtig meget en del af virksomhedens historie og DNA og vi har vi har altid prioriteret at arrangere fælles cykelture. Oftest om morgenen hvor vi mødes tidligt og cykler 1-2 timer inden arbejdet, men vi har også deltaget i Cycling4business, Cykelstafetten og flere lignende initiativer. For nogle år siden besluttede vi for første gang at arrangere en firmatur til cykeløen Mallorca og her fik flere af vores medarbejdere deres ilddåb på racercykel i bjergene. Det har skabt nye passioner og relationer og det er noget at det smukke ved cykling – at det kan samle mennesker om positive fysiske oplevelser i unikke omgivelser. Da Coronapandemien ramte i 2020, kunne vi pludselig ikke cykle sammen og flere af vores udenlandske kolleger var begrænsede ift. deres frihed til at bevæge sig frit udenfor. Derfor udtænkte vi et nyt koncept som vi kaldte ”United Ride”. Det går i al sin enkelthed ud på at alle medarbejdere i GripGrab får en hel dag hvor de skal tilbringe tid på cykling samt reflektere hvad det er cyklen og cyklingen gør for dem som individer, for vores samfund, vores planet og for GripGrab som brand og forretning. Det er ingen fridag, men derimod en dag i cyklingens tegn som medarbejderne frit må fortolke som de ønsker. Nogle vælger at cykle en lang tur alene, andre udforsker nye discipliner og andre igen bruger dagen sammen med deres nærmeste (på cyklen naturligvis). Som et personligt perspektiv kan jeg berette at jeg har gjort alt fra at cykle rundt om Esrum Sø med min ældste datter og hustru, kørt nordkysten rundt på landevejscykel sammen med en håndfuld kolleger og senest kørt en meget lang tur på mountainbike hvor jeg sammen med gode venner udforskede nye spor i Tisvilde.
det er noget at det smukke ved cykling – at det kan samle mennesker om positive fysiske oplevelser i unikke omgivelserMartin Krøyer
Hvad fik jer til at gå i gang?
Vi tror på at cykling har potentiale for at gøre verden til et bedre sted. Cykling er lig med klimavenlig transport og de positive sundhedsmæssige effekter er uden sidestykke. Det gavner både den mentale og fysiske sundhed at bevæge sig og få pulsen op og det er det som gør cykling til noget helt unikt – muligheden for at kombinere sine transportbehov med sin daglige motion og opnå nye niveauer af personlig velvære.
Hvad ønskede I at opnå?
Når vi ser, hvad det gør for vores medarbejdere at tage cyklen på arbejde og oplever hvordan det ofte går fra at blive en transportform til en passion, så tror vi virkelig på, at det også kan gøre noget for andre arbejdspladser – og dermed folkesundheden.
Hvad har indsatsen kostet?
Det koster jo noget at give medarbejderne en dag hvor de ikke producere det samme som de plejer, men jeg vi tror på at de langsigtede positive effekter langt overstiger et eventuelt produktivitetstab. Det er slet ikke et regnestykke jeg er interesseret i at forsøge at stille op for jeg er 100% overbevist om at det er det rigtige at gøre for os.
Hvilken effekt har den haft?
United Ride har haft den positive effekt at vores medarbejdere har udforsket nye former for cykling, flyttet personlige grænser og udviklet nye interne relationer. Nogle har lejet mountainbikes og drønet rundt i Hareskoven for første gang, andre har udfordret sig selv med et personligt distancemål og andre igen har skabt en positiv oplevelse for deres nærmeste.
Hvordan har medarbejderne modtaget indsatsen?
Vores medarbejdere elsker United Ride og initiativet nyder meget stor intern opbakning. Vi har et forum på Teams hvor medarbejderne deler deres planer for den kommende United Ride, udveksler erfaringer, rutetips og billeder fra dagen. Det medvirker alt sammen som den sociale lim i organisationen og det er vigtigt for os fordi vi er et internationalt team med flere kolleger der arbejder hjemmefra på distancen. Med United Ride kan vi dele positive cykeloplevelser uden at være sammen rent fysisk.
Hvad har overrasket jer mest?
Når mennesker er sammen om fysiske aktiviteter og bliver udfordret på deres personlige grænser, giver det altid masser af inspiration til samtaler på tværs af relationer og det er en sidegevinst som jeg ikke lige havde set komme.
Når mennesker er sammen om fysiske aktiviteter og bliver udfordret på deres personlige grænser, giver det altid masser af inspiration til samtaler på tværs af relationer og det er en sidegevinst som jeg ikke lige havde set kommeMartin Krøyer
Hvad er jeres bedste råd til andre, der skal i gang?
Det er vigtigt at cykling hyldes både som transport- og motionsform og at man som organisation giver plads og skaber gode rammer for cyklisterne. Vi har skabt nogle ret unikke fysiske rammer for cyklister der nyder godt af udendørs cykelvask, internt værksted, gode omklædnings- og badefaciliteter, tørreskab og hjælp til indkøb af cykler. Man kan vist godt sige at cyklister bliver lidt forkælede hos GripGrab. Det er i øvrigt ultravigtigt at man som leder bakker op om medarbejdere der pendler på langdistance. Det tager tid at klæde om, tage bad, skifte tøj, vaske cykel mm. og selvom der er kø på motorvejen så er det oftest hurtigere at tage bilen til og fra arbejde. Derfor skal medarbejdere der pendler på cykel have ekstra rum og fleksibilitet for at få hverdagen til at hænge sammen. Hos os handler det rigtig meget om gensidig tillid og personlig frihed og vi støtter altid op om medarbejdere der vælger at tage cyklen fremfor bilen til arbejde. Det tror jeg er en af hemmelighederne bag vores succes med at få medarbejderne til at cykelpendle til arbejde.
Hvilke andre cykelinitiativer har I lavet?
Hos GripGrab handler alting jo mere eller mindre om cykling så vi laver jo en masse aktiviteter, herunder arrangerer vi offentlige social rides, vi har lavet en støtteevent for Ukraine hvor vi i samarbejde med vennerne fra Nørrebro Cykleklub indsamlede 50.000 DKK som vi donerede til Dansk Røde Kors.