Hvad ønskede I at opnå?
Vi ønskede at få flere folk til at cykle på arbejde. Vi har mange ansatte i lokalområdet, som sagtens kunne cykle. Så vi vil gerne lave en kulturændring, hvor det bliver sejt at cykle. Vores initiativ gør dette ved på den ene side at tale til folks pengepung på den anden side ved at tale til fællesskabs- og konkurrencekulturen. Det bliver nemlig hver uge offentliggjort internt, hvilke medarbejdere der har cyklet længst.
Hvad har indsatsen kostet?
Det første år har 36 medarbejdere opnået bonussen, og dermed har ordningen kostet os 72.000 kr. Men vi fortsætter ordningen, og det kan sagtens blive dyrere næste år.
Hvilken effekt har indsatsen haft?
Flere medarbejdere er helt sikkert begyndt at cykle. Sammen har de tilmeldte cyklet 36.000 km. Vi har dog ikke data på, hvor mange der cyklede før, så vi kan desværre ikke sammenligne det. Desuden er der opstået en kultur om det, hvor man snakker meget sammen om, hvor langt de forskellige har cyklet osv. Endelig er der for nogle medarbejdere gået konkurrence i det.
Hvordan har medarbejderne modtaget indsatsen?
Meget positivt. Vi har også fået en del ansøgninger fra folk, der havde hørt om os pga. vores cykelbonus, og som på den baggrund tænkte, at VM Tarm måtte være et godt sted at arbejde. Det skal ses i lyset af, at det for tiden er vanskeligt at få nye medarbejdere, især i vores område og i vores branche.
Hvad har overrasket jer?
Det har overrasket os, at initiativet har givet virksomheden så god omtale, både lokalt og nationalt. Blandt andet har vi jo modtaget cykelinitativprisen fra Dansk Industri, Transportministeriet og Cyklistforbundet. I virkeligheden var det jo bare en sjov ide, vi fik, og som ikke koster alverden i betragtning af, hvor meget omtale det har skabt.
Læs mere om Årets Cykelinitiativpris 2021 her.