Nemme skridt for mindre virksomheder
Det kan lyde flot, når de store virksomheder med mange medarbejdere skaber cykelvenlige rammer. Men hvad gør man som mindre virksomhed, der måske bor i lejede lokaler og ikke har de store midler? Vi har samlet nogle gode råd til, hvordan I med enkle midler kan gøre det nemt for medarbejderne at vælge cyklen.
Kvalitetscykelparkering i rigelige mængder, lækre badeforhold, flådecykler, motiverende kommunikation og events for medarbejderne. Det er nogle af de ting, som virker, når en virksomhed skal have flere medarbejdere til at cykle. Men er man en mindre virksomhed, kan den slags anbefalinger godt virke urealistiske eller uoverskuelige at give sig i kast med. Derfor får I her vores bud på at skabe cykelvenlige rammer for begrænsede midler.
Se på arbejdspladsen med cyklistens øjne! Det er kort fortalt opskriften på at gøre det attraktivt for medarbejderne at vælge cyklen, uanset om der er tale om en stor eller en lille virksomhed. Så en god øvelse er selv at tage cyklen på arbejde, alliere sig med en cyklende kollega og sammen gennemgå virksomheden og dagligdagen med cyklistens blik: Hvordan fungerer ankomst og parkering, kan man cykle til ærinder og møder, er der mulighed for at reparere cyklen - og hvordan bliver cykling talt om og værdisat i organisationen? Er der noget, der kan etableres eller justeres på, så cyklisten føler sig set, hørt og forkælet, og barriererne for at vælge cyklen sænkes? Her er vores hjælp til jeres rundtur.
Udnyt jeres rammer bedst muligt
Cykelparkering
Der er stor forskel på, hvilken indflydelse man som virksomhed har på forholdene udendørs. Måske har man lejet sig ind i en ejendom, hvor der ikke er cykelparkering, måske råder man over et lejet udendørsområde, og måske ejer man både hus og grunden, det ligger på. Er du lejer, så tag en dialog med udlejer om muligheden for at etablere eller forbedre en eksisterende cykelparkering. Fortæl at muligheden for at ankomme på cykel og kunne parkere cyklen trygt og sikkert, gør ejendommen mere attraktiv for lejere og besøgende. Hvis henvendelsen kan bakkes op med data for hvor mange af medarbejderne i din virksomhed, der synes at de manglende faciliteter er en barriere for at vælge cyklen, styrker det argumentationen. Henvis eventuelt til disse artikler:
- Faciliteter på din arbejdsplads (cykelvaeksthuset.dk)
- God cykelparkering er ikke raketvidenskab - bare gør det ordentligt (idekatalogforcykeltrafik.dk)
Bad og omklædning
For medarbejdere, der cykler langt, er muligheden for at komme i bad og klæde om en rigtig god feature, men som beskrevet i ovenstående afsnit kan ændringen af de fysiske rammer ligge uden for virksomheden råderum. Preller de gode argumenter om øget værdi ved fokus på aktiv mobilitet af på udlejer, så se på hvordan små justeringer kan gøre de eksisterende forhold mere cykelvenlige: Måske kan et udtjent bad gøres mere attraktivt og indbydende med maling, nye armaturer og skabe; måske kan der blive plads til et par garderobeskabe og nogle knagerækker på et toilet, så etagevask bliver nemmere, osv. Ofte er det de helt lavpraktiske løsninger, hvor man kan hænge sit tøj fra sig, have et håndklæde og ekstra tøj liggende, få vådt regntøj op at hænge osv., der gør livet som cykelpendler lidt lettere.
Skab muligheder for at cykle til møder og ærinder
Hvis medarbejderne har opgaver ude af huset i løbet af arbejdsdagen, så tænk over, hvordan I kan gøre det nemmere at cykle til dem. Nogle medarbejdere er afhængige af bil eller offentlig transport til deres daglige pendling, men vil gerne kunne cykle til møder i arbejdstiden, hvis muligheden er der. Måske kan nogle af virksomhedens funktioner, der nu bliver udført med bil, overtages af en ladcykel? Det kan være en god idé at investere i en eller flere lånecykler – med eller uden el/lad – som medarbejderne kan bruge til ærinder, møder eller fragt af varer. Det kan være en god idé at starte med én og så udvide, efterhånden som behovet vokser. I Cykelvæksthusets udbyderkatalog (link) finder I udbydere af forskellige typer af cykler, der både kan købes og leases. Det kan være en god idé at sørge for, at en serviceaftale er inkluderet.